Lev Semenovich Vygotsky

”Enhver funktion i et barns kulturelle udvikling optræder to gange eller på to planer. Den optræder først på det sociale plan og derefter på det psykologiske plan. Den optræder først mellem mennesker, som en interpsykologisk kategori, og derefter i barnet, som en intrapsykologisk kategori. Dette gælder i lige høj grad viljebestemt opmærksomhed logisk erindring, begrebsdannelse og udviklingen af viljesakter” (”Børne psykologi” H. Rudolph Schaffer, 2005, Hans Reitzels Forlag, KBH. S. 252)

Hvis vi ser på barnets sprogtilegnelse mener Vygotsky, at barnet fra fødsel er disponeret til at udvikle sig både socialt og udvikle et sprog, men til at starte med er der ingen overlapning mellem de to ”funktioner”. Til start optræder sproglig tænkning som ydre tale og er en social proces som foregår via dialog. Senere får den sproglige tænkning en dobbelt funktion af kommunikation og ikke kommunikation. Her ser vi barnet fører en højlydt monolog med sig selv – stadig ydre tale – dette gør barnet for at hjælpe sig selv igennem den aktivitet barnet er i gang med. F.eks. skal barnet lægge et puslespil; først gøres dette med hjælp og dialog med en voksen. Derefter gør barnet det alene med hjælp fra den monolog det har, og når barnet er omkring førskole alderen kan barnet guide sig selv ved hjælp af indre tale/monolog. Så det vil sige, at barnets udvikling sker først på det sociale plan og derefter i barnet. Det kan også siges, at barnet går fra fælles regulering til selvregulering.

Ifølge Vygotsky er barnet ikke født med en personlighed/sjæl (som individ). Barnet bliver et produkt af den kultur det er vokset op i og de påvirkninger det har fået fra det samfund det befinder sig i. Dog mener han ikke, at barnet bare er en passiv modtager af påvirkninger udefra. Han mener at barnet er en aktiv medspiller i det miljø det befinder sig i og er med til at skabe den konstruktion af viden det tilegner sig.

Vygotsky forsvarer den socialkonstruktivistiske position, som mener at barnet ikke bare er en passiv modtager af viden, men derimod et aktivt individ der bestræber på at forstå verdenen, på den måde foregår indlæringen. Derudover sker indlæringen bedst i samarbejde med andre mennesker.

Nærmeste udviklingszone:

Forskellen mellem det barnet kan selv, og det det kan med hjælp fra en person med større viden.

1.: Den voksne/en med større kompetence end barnet, guider og fortæller/viser.

2.: Barnet guider sig selv, evt. ved at tale højt.

3.: Opgaven bliver automatiseret.

Viden er hermed blevet overført fra det sociale (intermentale) til det psykologiske (intramentale).

Vygotsky undersøgte menneskets udvikling på tre niveauer:

Det kulturelle aspekt: Her taler Vygotsky om kulturelle værktøjer som gives i arv fra generation til generation. De kulturelle værktøjer er de objekter og værktøjer, som et samfund har udviklet og som er med til at opretholde traditioner. Under kulturelt værktøj hører også et samfunds sprog, hvilket Vygotsky mener, er det vigtigste kulturelle værktøj. Sproget bruges til at overføre den viden en generation har til den næste.

Det interpersonelle aspekt: I barnets interaktion med mennesker, der har større viden og kompetence end dem selv, udvikles barnet kognitivt. På den måde kan barnet tilegne sig de kulturelle værktøjer, der er udviklet i det pågældende samfunds historie.

Det individuelle aspekt: Dette niveau har Vygotsky ikke meget at sige om. Han gik ikke op i de forskellige alderstrin, og hvad de skulle kunne i de forskellige aldre. Det han her lagde vægt på var, at barnets kognitive udvikling skete i samarbejde med andre, og at den voksne skal være opmærksom på barnets kommunikation for at kunne hjælpe det videre i dets nærmeste udviklingszone. Dog har han kommet med et udsagn om, at børn under to år primært påvirkes af biologiske faktorer, og det først var efter toårs alderen, at de sociale og kulturelle faktorer begyndte at spille ind.[1][2]

Vygotsky benytter sig generelt af den socio-interaktioniske tilgang til sprogtilegnelsen – og dvs. det funktionalistiske sprogsyn. Han udtaler følgende: Hvis barnet ikke påvirkes og hører talt sprog og møder ønsker og krav fra omgivelserne om at meddele sig gennem tale, lærer det ikke at forstå og anvende talt sprog.”[3]


[1] Guldbrandsen, L. M. (2009): s.235-256.

[2] Schaffer, H. R. (2005): s.245-277.

[3] Kjertmann, Kjeld, 2011, side 53

En tanke om "Lev Semenovich Vygotsky"

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s